Vedtægter

 VEDTÆGTER

for

Børnehaven ASKELÆ

Cvr.nr. 7870 1013

BØRNEHAVEN NAVN OG HJEMSTED

§ 1.

 

Børnehavens navn er: “ASKELÆ”.

§ 2.

 

Børnehavens hjemsted er Engdraget 31, 5700 Svendborg

BØRNEHAVEN FORMÅL, LOVGRUNDLAG OG OPRINDELSE:

§ 3.

 

Børnehavens formål er at drive børnehave i det sydfynske område med Rudolf Steiners pædagogiske impuls som idégrundlag.

Pædagogerne har fuld pædagogisk frihed under ansvar for børnehavens pædagogiske idegrundlag alene begrænset af de til enhver tid givne juridiske og økonomiske forhold.

§ 4.

 

Institutionen skal drives i overensstemmelse med bestemmelserne i den nugældende lov om dagtilbud (dagtilbudsloven) nr. 501 af 06.06.2007, afsnit II eller de bestemmelser der måtte træde i stedet herfor.

§ 5.

 

Børnehaven er opstartet 01.10.1985

ÅBNINGSTIDER OG ANTAL

§ 6.

 

Børnehavens åbningstider er fra 07:30 – 16.00.

§ 7.

 

Børnehaven er godkendt til 25 børn, men tilsigter at have ca. 20 børn.

OPTAGELSESKRITERIER:

§ 8.

 

Børnehaven optager børn efter følgende kriterier:

Den overordnede regel er, at børnene, når de er fyldt tre år, optages i den rækkefølge, de er skrevet op. Børnene kan skrives op fra de er født.

Såfremt flere børn er skrevet op end der er plads til følges følgende fremgangsmåde:

1. Børn af ansatte i Askelæ

2. Søskende til børn i Askelæ

3. Øvrige

 

 

Såfremt et barn tilbydes pladsen og forældrene ikke ønsker at benytte pladsen, vil den blive tilbudt til den næste på listen. En plads kan undtagelsesvist stå tom og vente en kort tid på et barn. Forældre, der ikke har ønsket at benytte en tilbudt plads, har ingen særlig fortrinsret til pladser, der senere bliver ledige.

Pædagogerne tager i fællesskab stilling til optagelse af børn ud fra en samtale med forældrene. Er der særlige pædagogiske problemer ved optagelsen af et bestemt barn, eller fordelingen af drenge/piger i børnehavegruppen, kan bestyrelsen efter indstilling fra pædagogerne bestemme, at reglerne undtagelsesvist fraviges.

ORLOV

§ 9.

 

Da Askelæs budget er meget stramt, kan der kun bevilges orlov til et barn, når familien under orloven fortsat indbetaler det månedlige institutionsgebyr.

UDMELDING:

§ 10.

 

En plads i Børnehaven Askelæ skal opsiges med 2 måneders varsel til den 1. i en måned.

ÅRSMØDET (ORDINÆR GENERALFORSAMLING)

§ 11.

 

Årsmødet skal afholdes inden 1. oktober.

Bestyrelsen indkalder til årsmødet ved skriftlig meddelelse til forældre og støtteforeningsmedlemmer senest 14 dage før afholdelsen.

Dagsorden for årsmødet skal omfatte:

1. Valg af dirigent.

2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse.

3. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

4. Forelæggelse af budget

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer af og blandt forældrene

6. Valg af 2 suppleanter

7. Valg af revisor.

8. Behandling af indkomne forslag

9. Eventuelt

Forslag til behandling på årsmødet skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før årsmødet.

§ 12.

 

I årsmødet kan forældre, pædagoger, bestyrelse og støtteforeningsmedlemmer deltage.

Stemmeret på årsmødet har forældrene. Hver fremmødt forældre har én stemme.

Stemmeret kan ikke udøves ved fuldmagt.

Såfremt en forældre finder det påkrævet, er han berettiget til at møde ved generalforsamlingen med sin juridiske rådgiver.

BØRNEHAVENS LEDELSE:

§ 13.

 

Børnehaven ledes af en bestyrelse på 6 forældre (heraf 2 suppleanter) og højst 3 personer udpeget af Støtteforeningen for Rudolf Steinerpædagogik på Sydfyn.

 

Bestyrelsens opgave er at understøtte og sikre børnehavens liv og pædagogik. Den har det økonomiske ansvar og sørger for i samarbejde med pædagoger og forældre for at de praktiske opgaver, såsom vedligeholdelse og rengøring, varetages.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med som minimum formand, næstformand, kasserer og sekretær, samt udarbejder en skriftlig forretningsorden, hvor arbejdsform, opgave- og ansvarsfordeling beskrives.

Bestyrelsen ansætter pædagoger. Øvrigt personale ansættes af disse med bestyrelsens godkendelse.

Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.

Pædagogerne har ret til at deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne, hvis de kommer kontinuerligt, men har ikke stemmeret.

Bestyrelsen kan ansætte hjælp til administration.

Bestyrelsen hæfter ikke for børnehavens forpligtigelser og har ikke krav på dens formue.

Bestyrelsen modtager ikke honorar for sit arbejde.

TEGNINGSREGEL:

§ 14.

 

Børnehaven tegnes af formand, næstformand og kasserer i forening.

REVISION:

§ 15.

 

Børnehavens regnskaber revideres af en på årsmødet for 1 år ad gangen valgt revisor.

§ 16.

 

Børnehavens regnskabsår løber fra den 1.1. – 31.12.

§ 17.

 

Årsrapporten skal give et retvisende billede af børnehavens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat.

VEDTÆGTSÆNDRINGER:

§ 18.

 

Vedtægterne kan kun ændres ved tilslutning fra en enig bestyrelse på 2 hinanden følgende møder med mindst en uges mellemrum.

Ændring af § 1 og § 13 kræver desuden godkendelse af Støtteforeningens bestyrelse samt 75% af de fremmødte ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger i Støtteforeningen, som afholdes med mindst 14 dagen og højst 1 måneds mellemrum.

OPLØSNING:

§ 19.

 

Beslutning om nedlæggelse af børnehaven kan træffes af en enig bestyrelse efter samråd med børnehavens pædagogiske ledelse og et ekstraordinært årsmødes godkendelse. Beslutningen skal godkendes af 75% af de fremmødte på dette ekstraordinære årsmøde.

Ekstraordinært årsmøde indkaldes og afholdes jfr. § 11, men kun med dette ene punkt på dagsordenen.

Hvis det ekstraordinære årsmøde ikke godkender bestyrelsens beslutning udløser dette automatisk nyvalg af forældregruppens repræsentanter til bestyrelsen. En evt. ny bestyrelse kan derefter nedlægge børnehaven uden yderligere årsmøde indenfor perioden på 180 dage efter det ekstraordinære årsmøde.

Ophører børnehaven som antroposofisk institution skal en evt. formue anvendes til støtte for en eller flere institutioner, som arbejder for virkeliggørelse af Rudolf Steiners pædagogiske impulser.

--------